| Kropsdynamik |
|
Kropsdynamik handler om dynamikken i hele mennesket:
Nogle gange tænker vi på kroppen som en del af os, men i virkeligheden er vi mennesker også vore kroppe - kroppen er os! Vi er væsener med både sociale, biologiske og spirituelle dimensioner i en dynamisk helhed. Lige som der ikke findes to helt ens ansigter, findes der heller ikke to hele kroppe, der er ens. Der findes heller ikke to kroppe med helt ens spændingsmønster i musklerne. Dette spændingsmønster er opstået i en konstant udvikling, fra det vi er født med, og formet af hvordan vi har brugt vores krop fysisk: En landmand og en kontorarbejder, har brug for meget forskellige muskler i det daglige arbejde. Desuden betyder måden man udfører arbejdet på meget for hvordan man spænder og slapper af i musklerne. Psykisk er vores spændingsmønster præget af vore "indre vaner", som er formet igennem vores oplevelser i livet: Hvad vi har haft held med, og hvor vi har mødt store udfordringer, eller stor modstand. Noget af vores spændingsmønster er grundlagt allerede i barndommen, andre dele i pubertetens beslutninger om livsmål, og atter andre i voksenalderens udvikling. Har man f.eks. en bestemt kropsholdning, kan det f.eks. hænge sammen med ens fysiske kropsbygning. Men muligvis er der også psykiske faktorer der spiller ind: Måske er man tynget af bekymringer? Eller "bærer" meget på sine skuldre. Måske har man haft så meget om ørerne i den sidste tid, at skuldrene er "røget helt op til ørerne". Kropsdynamik er et ord der handler om at se på sammenhængen: Hvordan mærkes det, hvordan giver det mening for dig? Vi kan sammen se på dynamikken i dit liv, og jeg kan lære dig at blive bedre til at mærke ind i kroppen, og forstå hvilke signaler den sender til dig. Dette kan være et udgangspunkt for: Hvordan kommer du videre i den retning du gerne vil ? |

